Er du til hudløs kritik fra New Yorks undergrund, Afrikas slum og Londons red carpets? Så skal du helt sikkert læse Politikens nye “Kosmopolit” blog: http://blog.politiken.dk/kosmopolit . Bloggen er en af Politikens redaktionelle weblogs og slår ned på globale trends og tendenser. Bloggen skrives, ja ok, af mig. Jeg bliver altid glad for kritiske kommentarer, hilsner, skældud og kindkys (og har allerede fået en hel del af slagsen). Keep bloggin!
Foto: Mikkel Grabowski
→ 4 KommentarerTags: Artikler og debatindlæg
Yes, så er det blevet den tid på året, hvor der går listamania i den. “Best-off” listernes tid. Og jeg vil være med! Kaster hermed en quick’n dirty konkurrence ud i blogosfæren: Hvem skal have titlen Årets Bedste Weblog og hvorfor?
I bedste Idi Amin stil har jeg afgrænset svarmulighederne uden overhovedet at spørge jer om lov. 1. afgrænsning: Det må ikke være danske weblogs (vi har sgu’ kørt nok rundt i kåringer af Trine-Maria’er). 2. afgræsning: Webloggen skal have et internationalt udsyn (vi har jo allerede kåret de bedste navlepillerblogs). Nej, vi skal kåre verdensklasse-blogs. Weblogs omsat til Pulitzer. Weblogs, som vi husker om 50 år, som gør en forskel og gør os klogere på verden omkring os.
Her er mine tre bud, som er blevet til efter en halv flaske rødvin og flere timers kvalificeret indre debat med mig selv her til aften:
1. Verdensbankens privatsektorblog, skrives af verdens bedste udviklingsøkonomer.
2. “The Undercover Economist”, skrives af Tim Harford fra Financial Times
3. Timbuktu Chronicles, skrives af New Yorkeren Emeka Okafor født i Afrika
Hvad siger du? Hvis du ikke siger noget, vælger jeg selv. Ligesom Amin ville have gjort.
→ 12 KommentarerTags: Udviklingspolitik · Globalisering
Kl. 15.51. Live-blogger fra event med Solana Larsen… Danske medier kan lære jätte meget af af Solana Larsen, dansk redaktør på Global Voices. Global Voices er en digital platform, som bygger bro mellem bloggere fra fjerne verdensdele karakteriseret af krige, internetcensur, fattigdom og mangel på ytringsfrihed og demokrati. Konceptet hedder “bridge-blogging” og målet er at give stemme til de mennesker, som vestlige medier ofte overhører. Solana siger, at hun “synes det er en smule arrogant”, at det altid er medier fra Vesten, som skal udlægge hvad der rører sig hos befolkningen i lande som fx Iran, Kina og Bangladesh. Hun vil hellere vende den journalistiske fødekæde 180 grader og lade bloggerne svare selv. Og det myldrer ind med spændende blogindlæg, som giver svar på spørgsmål som:
Hvad er hot blandt bloggerne i Iran lige nu? Hvorfor taler alle bloggere i Kina om myrefangeri i disse dage? Hvad snakker bloggerne egentlig om i Iran, hvor man som bekendt ikke må snakke, men er bundet på mund og hånd? Og kan bloggere i Rusland lide Putin, når sandhedenalt skal frem? Hvorfor må bloggerne i Tyrkiet ikke være på YouTube?
Selvom Global Voices er tænkt som et græsrodsmedie med et strejf af aktivisme, er ideen så god, at Reuters er hovedsponsor. Ikke nok med det. Reuters, New York times og de andre “anerkendte” fra Vesten bruger faktisk ofte “udkants”bloggerne fra Global Voices som hovedkilder til deres tophistorie og linker, feeder og snupper gode historier fra Global Voices. Så kan de lære det, lyder det digital-aktivistiske budskab fra Solana.
→ 1 KommentarTags: Demokrati
Cover Magazine ser tilbage på 2007, som bød på lidt af hvert; Fra Rio Rave til 69ere til Rei Kawakubos Regime. Det er jo ikke til at komme udenom Obama som et af de store highlights i 2007. Læs selv december-udgaven af Cover, som jeg har bidraget til:
→ Ingen KommentarerTags: MyObama · Artikler og debatindlæg
Han er ellers så rar, ham Dr. Huxtable. Den nydelige familiefar fra the Cosby Show med de nuttede børn og de noble værdier. Virkelighedens Dr. Huxtable er langt mere kontroversiel, og I USA rydder Bill Cosby forsider med sin nye bog “Come on People” rettet mod den sorte underklasse i USA.
De sidste to år har Cosby været på korstog i USA sammen med Alvin Poussaint , en anerkendt raceforsker fra Harvard (læs hans tekster!). Sammen vil de sætte fokus på de problemer, som USAs sorte underklasse står overfor - analfabetisme, kriminalitet, teenagegraviditeter og fædre i fængsel. Det giver sig selv at det skaber debat, når Cosby i sin bog kommer frem til konklusionen: De sorte er problemet.
Cosby har virkelig fået nok, særligt af sortes brug af slang, som han behandler i afsnittet “What’s Going on With Black Men?”:
”You can’t land a plane in Rome saying, ‘Whassup?’ to the control tower. You can’t be a doctor telling your nurse, ‘Dat tumor be nasty.’ ”
Bill Cosby har tidligere langet ud (og ned) efter den sorte underklasse i USA. De fleste af os husker hans vilde NAACP-tale fra 2004, som bød på guldkorn som:
”The lower economic people are not holding up their end in this deal.”
”These people [black people] are not parenting. They are buying things for their kids — $500 sneakers for what? And won’t spend $200 for ‘Hooked on Phonics.’ . . . They’re standing on the corner and they can’t speak English.” 
Undskyld mig, men er det fordi, at Bill Cosby gerne vil være en Oreo (sort uden på, hvid indeni), at han har behov for at stigmatisere sine sorte brødre yderligere? Eller har the New York Times ret, når de kalder bogen et mesterværk og “…et forsøg på at redde de sortes sjæl”?
Jeg skal helt sikkert have bogen på Amazon i håb om at blive klogere. Tjek evt. Cosby i Meet the Press nedenfor, hvor han lægger sig ud med sex, sorte, slang og stoffer.
→ 4 KommentarerTags: Rig og fattig · Sort og hvid
Damn hvor kom han dårligt fra start Tyler Brulé med sit overhypede, overvurderede og overfladiske magasin Monocle, som mest af alt minder om en træt udgave af Politikens Søndagsmagasin, (som man næppe læser for at blive klogere, men blot for at få bekræftet, at mangfoldighed er godt, og at man valgte rigtigt, da man købte sit Tal R maleri i Illums Bolighus).
Monocle henvender sig efter sigende til den fortravlede verdensborger, som er villig til at give 122 kroner for et magasin, der både kan slå tiden ihjel i lufthavnen og samtidig opdatere på tendens, kultur og politik.
Mest af alt har jeg været ved at kede mig ihjel i lufthavnen under de første fem numre af Monocle, som har budt på mere shit end Chanel: Kitchede Rolex og Audi annoncer, snork-sovende artikler om skandinavisk arkitektur, et portræt af Ritt Bjerregaard (”Copenhagen’s creative mayor”) samt skulderklap forklædt som interviews med Brulés ’up-and-coming’ venner. Værst var maj-udgaven med et helt nummer dedikeret til cyklen. Det er bare ikke godt nok for stifteren af Wallpaper og manden, som flere gange er kåret til et af verdens mest kreative mennesker. 
Men holy shit hvor tager Brulé revanche i september-udgaven af Monocle, hvor han har dedikeret et helt nummer til nation branding med særligt fokus på branding af konfliktramte nationer. Brule har inviteret en række fremragende tænkere og skribenter til at bidrage til debatten, og det gør de med kant og nysgerrighed. Fierce!
Særligt spændende er Bank of the Nile, hvor man kan læse om en branding-indsats, der skal give Khartoum et bedre ry, alt imens Darfur-slagterierne fortsætter få kilometer derfra. Eller artiklen Young Rebels, som behandler en for mig temmelig ny problemstilling: Hvordan brander man stater som Abkhazia som officielt ikke har status af en stat? Endelig er der Africa needs brand aid, som nærmest er grand cru omsat til tekst for en afrikanista som jeg.
Med andre ord er Brulé bang for the buck i september månede. Må han fortsætte sådan.
Foto 1: Monocle cover af Tara Darby, Foto 2: Newark Airport af
→ 4 KommentarerTags: Nation branding · Tanker i New York
London kalder, i vanlig stil for sent på den. Og hvem fanden har taget mit pas? Klipklapper, papirer, lipgloss og Nina Simone CDer kastet ned i en kuffert, men hov, man kan sgu’ da ikke have klipklapper på til et topmøde. Mon de holder flyet, indtil jeg er ombord? Næppe. Jeg er andenrangs Annan. Gud besluttede sig for, at jeg skal være i sidste øjeblik. Og så taxa-klassikeren: ‘Would you be so kind to speed it up, I am kindda late?’ Jeg, en kaot…
→ 6 KommentarerTags: Business i Afrika
Nu havde jeg jo egentligt lovet venner, familie, bekendte, kollegaer, kæreste, ekskærester, kusiner og fætre ikke at være frelst på min weblog. ’Jengs Propaganda-maskine’, som de kalder den. Og fair nok, jeg har mine stunder, hvor hjertet løbet afsted med hjernen, og jeg taber fornuften i den gode sags tjeneste.
Sagen er bare, at jeg hver eneste dag bliver mindet om verdens uretfærdigheder via mit job hos FN’s Befolkningsfond i New York. Mere konkret: De døde mødre.
Sagen i en nøddeskal. Hvert minut hver eneste dag dør en kvinde i barselssengen. Eller barselssengen er måske så meget sagt, for ofte forgår det på et lergulv uden anden fødselshjælper end en datter eller en bedstemor. Kvinderne dør, fordi de er for fattige til lægehjælp, og fordi de bor i områder uden jordmødre. De dør, fordi de bor i katolske lande, hvor abort er forbudt og prævention er forbandet. Hellere lade mor gå igennem en smertefuld fødsel med døden til følge end at trodse paven.
Hvert år mister vi en halv million kvinder på den konto, og surprise, de fleste af kvinderne er fra udviklingslandene. Her er en statistik, som er til at ta’ og føle på:
Forestil dig, at det var din mor, din søster, din datter, din veninde eller tante, som døde af noget så smukt som at give liv.
Det mest tankevækkende er, at vi ved, hvad der skal til for at redde deres liv. Adgang til prævention, jordmødre og hospitaler. Ting vi tager for givet.
På arbejdet har vi gået rundt på nåle de sidste uger, fordi vi sammen med Verdensbanken, UNICEF, og WHO står bag offentliggørelsen af de helt nye mødredødeligheds-statistikker. De første statistikker siden 2000. Det sker under en masse mediebevågenhed på fredag, bl.a. i et særnummer i det anerkendte tidsskrift The Lancet. Jeg bliver slagtet, hvis jeg afslører de nye tal før fredag, men lad mig bare sige: Verdens ledere better step it up, hvis de skal nå Millennium Development Goal 5 - At reducere mødredødelighed inden 2015.
Om præcis en uge samles ministre, politikere, eksperter, aktivister, kvinderettighedsforkæmpere og celebrities (Geri Halliwell!) i London til et stort topmøde, som jeg selv skal med til: Women Deliver. Her skal der lægges en slagplan for de mødre, som dør hvert minut uden at vi lægger mærke til det.
For de mødre tør jeg godt råbe et rungende højt ENOUGH på denne blog. Hvor frelst.
Videoen - ‘When Mother Died, the Family Fell Apart’ er lavet af en flok seje kunststuderende fra Art Center College of Design. De bruger deres kreativitet til at vise, at de også har fået nok af de døde mødre.
→ 4 KommentarerTags: Udviklingspolitik · Rig og fattig · Tanker i New York · Arbejdet ved FN
Debatten opstår over en frokost på Hotel Carlton, da tjeneren kommer med regningen. Han insisterer på at betale, hvortil jeg udbryder kejtet: “Nej, nej, ellers tak, der skal jo være en mening med 60ernes BH-afbrændinger”.
Det får ham til at kigge op forbavset: “Du ved vel godt, at det er en myte? “, spørger han og smider derefter bomben: “Det er aldrig blevet dokumenteret, at feministerne brændte deres BHer i 1960erne. Det er en lodret løgn, som holdes i live af en hård kerne af rødstrømper, som skriver historiebøgerne”. Slam!
Frokosten hører op. Jeg fortvivlet. Tilbage i taxaen. I lejligheden griber jeg til Google (min generations leksikon). Chokeret finder jeg adskillige feminist-teorier, som bakker op om hans påstand: 60ernes BH-afbrændinger har aldrig fundet sted.
Feministen og aktivisten Susan Brownmiller bekræfter BH-løgnen i sin biografi fra 1985, Femininity:
“That was a myth, it was the time of draft-card burning and some smart headline writer decided to call it a ‘bra burning’ because it sounded insulting to the then new women’s movement. We only threw a bra symbolically in a trash can”.
Ifølge Brownmiller opstår myten ved en happening i 1968, hvor en flok feminister (inklusive Brownmiller) smider BHer i skraldespanden for at vække opsigt ved Miss America. En kvik journalist (var han mand?) fanger symbolikken og bringer overskriften ‘Bra Burning’. Sådan, en urban myte opstår.
Hvorfor har vi kvinder behov for at fastholde myten om vores heroiske mødre med de brændende BHer? Og hvorfor vil myten blive overleveret til næste generationer?
Måske bruger vi myten som en undskyldning for ikke at engagere os i ligestillingskampen. For ikke at færdiggøre det oprør, som vores mødre satte i gang, fordi de ville væk fra kødgryderne, ud på arbejdsmarkedet og være frie. Myten er så belejlig, når vi sidder hjemme i sofaen og apatisk zapper væk fra den kønsdiskrimination, som udspiller sig for øjnene af os, specielt i udviklingslandene. Forget it girlfriend. Dét slag er slået. Det sørgede min mor for dengang i 60erne, hvor hun brændte sin BH i frigørelsens tegn.
Der kommer måske en dag, hvor myten bliver virkelighed og alverdens BHer står i flammer.
→ 9 KommentarerTags: Feminist-teori
I nat var jeg i selskab med USAs næste sorte præsident ved et stort fundraising event på Broadway. Man kan sige meget om Obama, og det er der også mange republikanere, som gør: “for meget show og for lidt indhold”, for meget dit og dat.
Den igangværende debat om, hvorvidt Obama er mere form end indhold, er spændende og kan spores helt tilbage til Platon og den klassiske konflikt mellem retorik og filosofi.
Men der er et spørgsmål, som jeg finder endnu mere interessant, som jeg stillede mig selv i nat: Hvad er det Obama kan med sproget og ordet, som ingen andre kan? Hvorfor græder folk under hans taler? Hvorfor vil der på torsdag være tusindvis af amerikanere, som valfarter til Washington Square Park alene for at høre Obama tale? Måske er det fordi, at Obamas taler nærmer sig retorisk kunst, som forfører og inspirerer. Jeg kender ikke mange mænd, som på under tyve minutter kan give mig både gåsehud, et smil på læben og en tåre i øjet alene i kraft at deres ord. Det gjorde Obama i nat - også selvom jeg har hørt den selvsamme tale og de selvsamme instuderede vittigheder og one-liners mange gange før.
Der må være en sprog-nørd derude i Cyberspace, som kan knække Obama-koden og give mig den langhårede forklaring på Obamas sprogkunst.
Bonusinfo: Obamas taler kan opleves her
